Nogle gange er det slet ikke nødvendigt at tage på dyre rejser til udlandet for at få oplevelsen af eventyr helt ind under huden. I dette blogindlæg kommer jeg med 3 effektive tiltag, der kan mætte din rejselyst, alt imens du sparer penge og bliver i komforten af dit eget hjem.
Udvid dit netværk med multikulturelle venner
Når du rejser, omgiver du dig med nye, interessante mennesker fra forskellige kulturer og lærer nye ting. Det er en stimulerende måde at udvide din horisont på, og det kan få dig til at tænke anderledes omkring livet, hvilket kan være en berigende oplevelse. Men du behøves faktisk ikke at rejse helt til udlandet for at udforske nye, eksotiske kulturer.
Vi har en kæmpe kulturel diversitet her i Danmark, og der er mange internationale nykommere, der leder efter lokale venner for at opbygge et nyt socialt netværk, lære om den danske kultur og øve det danske sprog. Du kan gøre det samme med dem, bare omvendt.
Kom ud af din sædvanlige sociale cirkel og opsøg tilflytterne i dit nærområde, eller invitér rejsende hjem til dig gennem f.eks. Airbnb. Det er en god måde at få et ‘shot’ af udlandet, selvom du ikke rejser nogen steder hen.
Læs bøger
En grund til jeg elsker at læse er, at det giver mig mulighed for at leve et andet liv uden rent faktisk at leve et andet liv. Det lyder lidt underligt, men det er sådan det føles med en god bog – eller en god film for dens sags skyld. Bøger går bare mere i dybden med historien og hovedpersonerne.
En velskrevet bog, giver dig lov til at udforske problemstillinger, du aldrig selv har været (eller kommer) tæt på at opleve på egen hud. Det er en unik mulighed for at opleve et andet univers, en anden kultur, en anden tankegang. Det udvider din horisont og forbedrer din empati for andre mennesker.
Med en god bog kan du rejse til lige præcis den kultur, eller det univers, du har lyst til. Det eneste du skal gøre er, at finde en god bog og sætte dig ned og læse.
Gå igang med et større kreativt projekt
Nogle gange har man bare brug for forandring i sit liv. Man tager ofte ud at rejse, fordi der skal ske noget. Man har brug for noget nyt. Men man kan faktisk opnå det samme, hvis man fordyber sig selv i et nyt, større projekt herhjemme.
Nogle gange kan man slå to fluer med et smæk. Det gjorde jeg for seks måneder siden, da jeg gik igang med noget så ‘kedeligt’ som en renovering af mit hus (det var faktisk ret sjovt!). Jeg har længe gerne ville have et lysere hjem med mere rummelighed og færre ting. Så jeg gik i gang med at sortere og smide til genbrug. Jeg hyrede nogle polske malere til at male huset hvidt både indvendigt og udvendigt. Jeg gav møbler væk, købte nye og ompolstrede andre.
Det var lige det der skulle til. Jeg er så glad for mit nye hjem. Jeg er både udmattet efter renoveringen, men også bare så glad for mit nye hjem, at jeg helt har mistet lysten til at rejse væk. I hvert fald resten af året.
Så nu vil jeg sætte mig ned med en god bog i min nye sofa.